Hvem er Thea?
“I fremtiden vil der ikke være nogen, der kan sy en skjorte!”
Sådan sagde min far til den unge mig, der ikke vidste hvilken vej jeg skulle gå.
Nå da, tænkte jeg og skal det så være mig? Nu kan jeg stolt sige;
Hej, jeg hedder Thea Dam Søby og jeg kan sy en skjorte (selvom jeg kun har gjort det 2 gange i mit liv)
Kan du så købe en skjorte her på siden? Øh jo hvis du spørger rigtig pænt og vil betale prisen, så kan vi nok finde på noget.
Jeg elsker selv en smuk hvid skjorte, men at sy en lækker en til mig selv bliver udskudt og udskudt; alle de syninger, knaphuller og lækre detaljer – det bliver aldrig prioriteret.
Til gengæld er mine fingre og øjne altid på vandring i de tekstiler som er overalt og uanede mængder af information sendes til mig om materiale, form, farver, funktion, struktur og meget andet.
Som barn tog min mor mig med til en stoftrykker hun kendte og hendes verdenen er stadig i mig; at sidde i hendes hus med det lille værksted og glasdøre. Gamle trykblokke overalt og et trykbord med masser af fragmenter fra års arbejde.
Det lille barns store øjne og mange indtryk sidder diffust og trækker i mig.
Nu er det mig, der farver tekstilerne.
De gamle kvaliteter
Jeg elsker at tage på besøg i en stofbutik og lade fingerspidser vandre, mærke kvaliteten og se farver og mønstre, men er jeg blevet kræsen.
Jeg har nemlig en kærlighed til gamle materialer boende i mig og så står jeg igen pludselig med favnen fuld at viskestykker, som er håndvævede og har broderet monogram.
Når jeg skal lægge det ind i skabet, huske jeg de andre tekstiler, som allerede ligger så fint derinde; lagnerne, dugene, servietterne, de fine og elegante og de rustikke som jeg nu ved er de ældste.
Hvor længe kan man lade sådan en samling vokse? Og hvad skal man med den?
Nyt stof blev købt til at indfarve, men tilfredsstillelsen var en anden, så pænt og nyt og fint, men mine øjne og fingre var bare ikke helt tilfreds, der manglede noget.
Så måtte posen ruskes!
Ikke rystes, men ruskes!! Vores lille verden har ikke råd til at vi producere nyt, mens der ligger samlinger hengemt i ubrugt ærbødighed.
Så jeg kiggede på samlingen og hånden rakte ud og tog et viskestykke og så blev det indfarvet!
At farve er altid forbundet med magi for mig; at se nuancer i farver og mønstre,
men denne gang havde magien fået et ekstra lag;
det gamle tykke hørstof tog så smukt imod farven og det nye bomuld ved siden af blegnede.
Siden da har gamle tekstiler fået en hel ny plads i min virksomhed. De viskestykker jeg farver og de jakker jeg syr er alle gamle tekstiler. Nogen gange finder jeg en rulle stof, andre gange finder jeg smukke svenske overlagener, som passer perfekt til en kimono inspireret jakke.
Se det var lidt af historien om mig, om Thea og tekstilerne.
Men hvad så med den japanske shibori? Jo ser du, jeg faldt for et stykke shibori for mange år siden, og siden da har jeg elsket den teknik og de resultater der kommer.
Indigoen vandrede lige så stille med ind i mit liv sammen med shiborien og historierne om Japan og deres tektil traditioner.
Så nu er jeg en person, der forbinder gamle skandinaviske tekstiler med japanske teknikker.
Som en japansk mand sagde til mig på et tidspunt;
Du kan tage disse tekstiler med til japan og fortælle om skandinavisk kultur,
og i Skandinavien kan du bruge dem til at fortælle om japansk kultur.
Vil du høre mere fra mig?